Holding + ApS

Søren Merrild Bie
Søren Merrild Bie
Advokat / partner
—

Overvejer du at stifte et ApS og samtidig oprette et holdingselskab? En holdingstruktur kan være en fordel, hvis du ønsker at adskille ejerskab og drift, opspare kapital eller på sigt eje flere virksomheder gennem samme holdingselskab.

I denne artikel gennemgår vi, hvad et holdingselskab er, hvordan det kan struktureres sammen med et ApS, og hvilke muligheder og forhold du bør være opmærksom på.

Kontakt Advokatgruppen for juridisk rådgivning af advokater med speciale i selskabsret – første indledende telefonsamtale er gratis. Du kan ringe til os på 70 10 13 30 eller udfylde vores kontaktformular, så ringer vi dig op i et tidsrum, der passer dig.

Hvad er et holdingselskab

Et holdingselskabs primære formål er at eje ét eller flere andre selskaber/virksomheder. Et holdingselskab driver derfor som udgangspunkt ikke selvstændig virksomhed, men fungerer i stedet som et selskab, der ejer driftsselskabet, hvor den daglige forretning og virksomhedens aktiviteter foregår.

Et holdingselskab er ikke en selvstændig selskabsform, men en betegnelse for den funktion, selskabet har. Et holdingselskab vil typisk være oprettet som et kapitalselskab, enten et anpartsselskab (ApS) eller et aktieselskab (A/S).

Mange virksomhedsejere vælger at oprette et holdingselskab, som ejer hele eller dele af driftsselskabet. Det kan blandt andet give mulighed for at opspare midler i holdingselskabet og skabe en klar adskillelse mellem virksomhedens drift og ejerens opsparing. Den konkrete holdingstruktur bør dog tilpasses den enkelte virksomhed og ejerens situation.

ApS som driftsselskab

Et anpartsselskab (ApS) er en virksomhedsform, der sammen med aktieselskabet (A/S) går under samlebetegnelsen kapitalselskaber. Et ApS er en selvstændig juridisk person med sin egen økonomi, hvilket betyder, at selskabet kan indgå aftaler, eje aktiver og påtage sig forpligtelser i eget navn.

Den indskudte kapital i et anpartsselskab er fordelt på anparter, der ligesom med aktier ejes af én eller flere personer eller selskaber. Du kan derfor både stifte et ApS alene eller sammen med andre. Anparterne kan også ejes helt eller delvist af et holdingselskab, hvilket giver fleksibilitet i forhold til udlodning af udbytte, opsparing og lignende økonomiske spørgsmål.

En af de væsentligste fordele ved at stifte et ApS er, at ejerne har begrænset hæftelse. Det betyder, at ejerne normalt kun hæfter for det beløb, de har indskudt i selskabet, og dermed ikke personligt for selskabets gæld. Det giver en økonomisk sikkerhed, som ikke findes på samme måde i eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab (I/S).

Hvis du overvejer at stifte et anpartsselskab, er det vigtigt at sætte sig ind i de regler, krav og forpligtelser, der følger med selskabsformen. Det kan derfor være en god idé at søge rådgivning hos en advokat eller anden relevant rådgiver, som kan hjælpe med at sikre, at selskabet bliver oprettet og drevet korrekt.

Rullende kapital ved oprettelse – 20.000 kr. i startkapital

For at stifte et selskab, er det et krav, at man kan skyde startkapital i selskabet. Skal du oprette et aktieselskab (A/S) er den lovpligtige startkapital på 400.000 kr., mens den for anpartsselskaber (ApS) er 20.000 kr.

Ønsker du i samme ombæring at oprette et holding- og et driftsselskab, kan du ”genbruge” den kapital du indskyder i det ene selskab ved oprettelsen af det andet. Det kaldes også for rullende kapital.

Et eksempel på rullende kapital kunne være således:

Du stifter først et holdingselskab som ApS og indskyder 20.000 kr. i selskabet. Herefter overføres de samme 20.000 kr. til brug for startkapital i driftselskabet (ApS). Du har på den måde startet to anpartsselskaber, men i alt betalt 20.000 kr. i startkapital (hertil kommer dog stiftelsesomkostningerne til det første selskab, så der fortsat er 20.000 kr. intakt til stiftelse af det andet selskab).

Der er som udgangspunkt ikke noget juridisk til hinder for at anvende rullende kapital, men muligheden kan kun anvendes én gang. Du kan derfor ikke fortsætte med at overføre den samme kapital og bruge den som startkapital ved stiftelsen af flere selskaber.

Mulighed for at eje flere driftsselskaber i et holdingselskab

Et holdingselskab kan eje flere driftsselskaber. Det kan være en attraktiv løsning for dig, der driver flere virksomheder eller ønsker at opdele forskellige aktiviteter i separate selskaber.

I en sådan struktur fungerer holdingselskabet som det overordnede ejerselskab, mens de enkelte driftsselskaber står for hver deres forretningsaktivitet. Holdingselskabet kan enten eje hele eller dele af de forskellige driftsselskaber.

Hvorfor eje flere driftsselskaber i samme holdingselskab?

Der kan være flere gode grunde til at lade ét holdingselskab eje flere driftsselskaber. En af de væsentligste er muligheden for at adskille forskellige forretningsaktiviteter og dermed også de risici, der er forbundet med de enkelte aktiviteter.

Hvis du eksempelvis driver en konsulentvirksomhed, en webshop og en ejendomshandelsvirksomhed, kan du vælge at placere hver aktivitet i sit eget driftsselskab. På den måde bliver de forskellige aktiviteter drevet gennem separate juridiske enheder med hver deres økonomi, kontrakter, aktiver og forpligtelser.

Adskillelsen kan være en fordel, fordi forpligtelser i ét driftsselskab som udgangspunkt ikke påvirker de øvrige selskaber i strukturen. Opstår der eksempelvis et krav mod ét driftsselskab, vil det som udgangspunkt være dette selskab, der hæfter for kravet – og ikke de øvrige driftsselskaber eller holdingselskabet.

Dette hænger sammen med, at kapitalselskaber har begrænset hæftelse. Det enkelte driftsselskab er en selvstændig juridisk enhed, og selskabets økonomi og forpligtelser er derfor som udgangspunkt adskilt fra ejerens personlige økonomi og holdingselskabets økonomi. Derved afgrænser den begrænsede hæftelse den økonomiske risiko der måtte være ved de enkelte forretningsaktiviteter.

Mulighed for at sælge én virksomhed

Et andet argument for at eje flere driftsselskaber gennem det samme holdingselskab er, at det kan gøre det lettere at sælge en enkelt aktivitet eller virksomhed senere, og dermed skabe en fleksibel selskabsstruktur.

Hvis du eksempelvis driver en konsulentvirksomhed gennem ét driftsselskab og en ejendomshandelsvirksomhed gennem et andet, kan du lettere frasælge konsulentvirksomheden uden samtidig at skulle udskille ejendomshandelsvirksomheden. Du kan dermed nemt frasælge én del af din virksomhed og samtidig beholde de øvrige aktiviteter.

Overskud fra flere driftsselskaber kan føres op i holdingselskabet

En anden væsentlig fordel ved en holdingstruktur er muligheden for at samle kapital i holdingselskabet.

Når betingelserne for det er opfyldt, kan et driftsselskab udlodde udbytte til holdingselskabet. Hvis holdingselskabet ejer flere driftsselskaber, kan der dermed være mulighed for at samle udbytter fra flere selskaber i det samme holdingselskab.

Kapitalen i holdingselskabet kan anvendes til nye investeringer, etablering af yderligere driftsselskaber eller andre kommercielle formål.

Det kan gøre holdingselskabet til et centralt finansielt samlingspunkt for ejerens investeringer og kapital.

Hvad skal du være opmærksom på?

Selvom det kan være en fordel at eje flere driftsselskaber gennem samme holdingselskab, bør selskabsstrukturen altid tilpasses den konkrete situation.

Der kan blandt andet være skattemæssige, juridiske og økonomiske forhold, som har betydning for, hvordan selskaberne bør etableres, finansieres og ejes. Vi anbefaler derfor altid, at få rådgivning fra en selskabsadvokat, før du giver dig i kast med at oprette dit selskab.

Har du brug for juridisk rådgivning, er du velkommen til at kontakte os enten ved at udfylde vores kontaktformular eller ringe på telefon 70 10 13 30. Den første, indledende telefonsamtale er gratis og uforpligtende, så vi sammen kan afklare din situation og finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig.