Hvad er et interessentskab (I/S)?

Et interessentskab er meget lignende en enkeltmandsvirksomhed, bortset fra, at et interessentselskab skal have flere ejere. Oftest ser man, at interessentselskaber er ejet af fysiske personer, men de kan dog også ejes af juridiske personer (selskaber, foreninger, mv.). En af fordelene ved at vælge at stifte et interessentselskab er, at der ikke er noget krav om indskud.

Det skal du være opmærksom på ved interessentselskaber:

  • Der skal være mindst 2 ejere af et interessentselskab
  • Ejerne af selskabet hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk
  • Ingen krav til indskud

Vær opmærksom på… Hvis en af ejerne er en fysisk person, er der ikke krav til at indsende årsrapport. Men hvis begge ejere er selskaber, skal der indsendes årsrapport.

Hvad koster det at stifte et interessentselskab?

Det koster ikke noget at stifte et interessentselskab. Du skal således hverken betale for at registrere virksomheden, og du skal ligeledes ikke betale indskud. Dog er det et krav at der altid er den nødvendige kapital til at drive virksomheden.

Vær opmærksom på… Hvis dit interessentselskab har underskud hæfter du som ejer.

Husk at lave en interessentskabskontrakt (I/S-kontrakt)

Hvis du skal stifte et nyt selskab, kan du med fordel vælge et interessentskab, som forkortes I/S. Fordelen ved at stifte et I/S er, at det er nemt og overskueligt, samtidig med at kravene ikke er så store – og ejerne hæfter solidarisk og personligt. Dog kan den personlige hæftelse undgås ved at stifte et Holdingselskab. Når du skal stifte dit interessentskab, er det meget vigtigt, at du får udarbejdet en interessentskabskontrakt. Læs mere om hvorfor herunder.

Hvad er en interessentskabskontrakt?

En interessentskabskontrakt kan sammenlignes med en ejeraftale mellem interessenterne. Interessentskabskontrakten vil danne rammerne for jeres samarbejde og virksomhedens drift – også på den lange bane. Kontrakten vil kunne regulere jeres uenigheder. Hvis der skulle opstå yderligere tvister, vil kontrakten danne grundlag for løsningen af tvisten, fordi det således er muligt at gå tilbage til stiftelsen af selskabet og vurdere, hvad aftalen var dengang. Dermed vil der være grobund for at løse tvisten på venskabelig vis.

En interessentskabskontrakt kaldes også for I/S-kontrakt. Der findes ikke nogen særlig lov om virksomhedsformen I/S, da et interessentskab er en personligt ejet virksomhed. I kan som ejere derfor selv aftale de spilleregler, som skal gælde for jeres fælles ejerskab af virksomheden. Det er ikke lovpligtigt at have sådan en kontrakt, men det kan være en stor fordel for jer.

Hvorfor er en interessentskabskontrakt en god ide?

En interessentskabskontrakt er bl.a. en god ide, fordi I som interessenter bør forsøge at regulere diverse juridiske problemstillinger for at undgå tvister. Herunder kan du læse, hvad vores erfarne advokater vurderer, at I bør regulere i en interessentskabskontrakt:

  • Hvad skal der ske, hvis én af interessenterne pådrager I/S’et et erstatningsansvar? Hvordan står de øvrige interessenter?
  • Hvad sker med det fælles I/S, hvis én interessent går personligt konkurs

Hvad kan konsekvensen være ved at undlade at udarbejde en interessentskabskontrakt?

Der kan være flere negative konsekvenser ved at springe over, hvor gærdet er lavest og undlade at få udarbejdet en interessentskabskontrakt. Herunder kan du læse et eksempel, hvor man ikke har udarbejdet kontrakt – og dette får katastrofale konsekvenser for interessenterne.

Vi kan tage udgangspunkt i, at du har startet en virksomhed sammen med tre af dine venner. Dine venner vil fungere som medejere af virksomheden. Den ene af dine medejere vil stå for salg og markedsføring af jeres varer. Det kører som smurt, og I har alle frihed under ansvar. Lige pludselig har virksomheden, uden du ved det, oparbejdet en gæld på 800.000 kr. hos en af jeres leverandører. Den pågældende leverandør ønsker nu, at gælden skal indfries. Jeres interessentskab har ikke den nødvendige egenkapital til at betale. Dermed kan leverandøren kræve, at I som ejere af et interessentskab, skal betale gælden fra egen lomme. Hvis fx de andre medejere ikke har midler til at betale deres andel af gælden, står du til regnskab for hele gælden ifølge loven.

Vores advokater vurderer, at en interessentskabskontrakt som minimum bør indeholde følgende:

  • Navn på deltagerne, adresser og CPR-nr./.CVR.nr.
  • Navn på interessentskabet og eventuelt binavn
  • Hjemsted og postadresse
  • Lovvalg og værneting
  • Formålet med interessentskabet
  • Indskud fra interessenterne
  • Interessentskabets ledelse og tegningsregel – hvem kan forpligte firmaet over for andre
  • Arbejdsindsats fra interessenterne
  • Hæftelse og pantesikkerhed mv. overfor banken
  • Fordeling af over- og underskud samt pligten til at indbetale det realiserede underskud
  • Retningslinjer for à conto hævninger og indbetaling af realiseret underskud
  • Regnskabsåret og revision
  • Opsigelse af samarbejdet, varsel og udløsning
  • Udtrædelse af part – overgang af ejerandel – forkøbsret samt retningslinjer herfor
  • Opgørelse ad værdien af andelen, herunder goodwill
  • Kreditorforfølgning, konkurs umyndiggørelse m.v.
  • Diverse retningslinjer for drift
  • Ferie
  • Sygdom, barsel og anden uarbejdsdygtig
  • Død
  • Væsentlig misligholdelse af aftalen
  • Konkurrenceklausul – omfang, varighed, bod, erstatning
  • Kundeklausul
  • Særeje, der beskytter virksomheden mod en medejers skilsmisse
  • Tvistløsning – voldgift, mediation, alm. retssagsbehandling
  • Ændringer af interessentskabskontrakten
  • Underskrifter og datoer for underskrifter

Spørgsmål

 Hos Advokatgruppen har vi flere dygtige advokater med speciale i selskabsret. Advokat og partner, Søren Merrild Bie, har dybdegående viden om reglerne for interessentskaber. Så står du med spørgsmål om interessentskaber og de tilhørende interessentskabskontrakter? Ring og få en uforpligtende samtale med advokat Søren Merrild Bie på 29 26 10 12.